Mit navn er Stephanie Lose, og jeg er 41 år gammel. Jeg er mor til pigerne Mie og Sofie på 14 år og 11 år og gift med deres far, Jakob Lose, som er byrådsmedlem og udvalgsformand i Esbjerg Kommune og direktør og medejer i en række software-virksomheder. Vi bor i et dejligt hus i Østerbyen i Esbjerg, hvor vi har haft vores base i næsten to årtier.
Privat, politik og partnerskab
Jakob og jeg har kendt hinanden siden år 2000 – og blev gift i 2008. Så til det første valg til regionsrådet i 2005 stod der faktisk Stephanie Kristensen på stemmesedlen. Jeg er født og opvokset i Løgumkloster i Sønderjylland og har gået på Tønder Gymnasium. Mine forældre bor stadig i Løgumkloster, og mit hjerte banker stadig varmt for min hjemegn i det sydvest-sønderjyske.
Jeg har boet i Esbjerg siden 2001, og i Esbjerg har jeg trivedes med både livet som studerende og livet på arbejdsmarkedet. I dag er Østerbyen i Esbjerg er skøn ramme om vores familieliv.
Du kan læse mere om min professionelle baggrund på siden Politiker.
Jakob har været medlem af byrådet i Esbjerg siden 2001 og er direktør og medejer i flere software-virksomheder, der har kontorer i hjertet af Esbjerg.
Fritid er familietid
Fritid er der ikke meget af – faktisk går en stor del af vores tid med politik. Mange eftermiddage og aftener er besat med mødeaktiviteter og arrangementer af forskellig art, og efter jeg er blevet minister er en meget stor del af hverdagene desværre henlagt til København uden mulighed for at komme hjem og overnatte.
Netop derfor bliver hyggetid indenfor hjemmets fire vægge i den grad værdsat i vores familie. Vi sætter stor pris på vores oplevelser sammen uanset om det er en længe ventet ferie, en tur ud i det blå i weekenden eller famile-teamwork over praktiske opgaver. Hvis arbejdet kan kombineres med ”fornøjelse” ved at hele familien tager afsted, f.eks. når der er weekendarrangementer, så gør vi gerne det. Og så forsøger jeg at lægge turen forbi fitnesscenteret sammen med min gode veninde og faste træningsmakker, når tiden tillader det.